Nej, det gør det ikke altid, nogen gang rammer uheldet også dig. Det sådan jeg har valgt at se på, når folk synes det er synd for mig.
Jeg får tit den ”nej, hvor er det altså synd for dig, at du skal alt det igennem”. Drop det, tænker jeg bare, når jeg høre den. jeg ved godt de mener det godt, men hvis det ikke var sket for mig, var det sket for en anden . Selvfølgelig er det ikke verdens fedeste, at være kronisk syg som 27 årige, men jorden går jo ikke under (først til maj i år iflg. Maya kalenderen). Jeg siger hermed ikke at det fedt at være nyresyg, men jeg vælger at se det positive i det, i stedet for det negative.
jeg skal bestemt ikke gøre mig mere hellig end jeg er, og sige at tanken om at ”hvorfor ikke en anden” har strejfede mig, men så må man vende det om og sige til selv: ”hvorfor ikke mig. Hvorfor SKAL det være naboen hver gang”.
Vi alle har op og nedture, og jeg har helt bestemt også haft mine. Har måske prøvet lidt mere end, hvad godt er for en på 27 år, men så tager vi jo den erfaring med.
jeg er bestemt ikke Mr. Perfect, men vælger at se det positive i det, selvom dette kan være svært, når man ligger på en afd. Hvor 70% (hvis ikke mere) er 50+.
Humor er alfa og omega i de svære tider. Man får en meget sort humor, når man er blandt læger og sygeplejersker 24 timer i døgnet i perioder. HUMOR ER DEN BEDSTE MEDICIN!
jeg tror/ved så også at personalet på ens afd. Synes det er ret fedt, når det hele ikke er så tørt, og man kan lave fis med hinanden. Selvfølgelig kan man hurtigt mærke, hvem man kan lave lidt fis med end andre, og hvem der er med på galejen.
Jeg fandt ret hurtigt af at humor er den bedste medicin. Jeg tror der gik et par dage, i min første indlæggelses periode, så begyndte jeg så småt at lave fis med det, og begyndte at grine lidt af situationen.
De kloge hoveder siger, at hvis man f.eks. griner af, så er det et tegn på afmagt, det tror jeg ikke nødvendigvis. Jeg tror det er et tegn på ”overlevelse”. Jeg Tror lidt det er vores måde at overleve på.
Jeg vil vove den påstand at det hårdere at være pårørende end at være den syge. Jeg har desværre prøvet begge dele, og psykisk der er det meget hårdere at se ed fra sidelinjen end selv at ligge i sengen.
du ved som syg, hvordan du har det og når du ser med fra sidelinjen, så står du mere eller mindre magtesløs.
Den største ”ulempe” i mine øjne, ved at være ung og nyresyg, er der er ikke så mange der er det. Det er en ”gammel mands” sygdom. Når man som ung, om det så er teenager eller voksen, så angler man helt sikkert nogen omkring sin egen at snakke med, og få af vide at du faktisk godt kan leve et nogenlunde mere eller mindre normalt liv.
Selvfølgelig gør personalet alt, hvad der står i deres magt, for rådgive en, men det er nu ikke det samme, som at høre det fra der har prøvet på ens egen krop.
Personalet på afd. Prøver så vidt det muligt, at placere unge sammen på 1 stue. Men, ja, det er nu lidt svært, hvis man er den eneste unge der indlagt lige i den periode.
Jeg er så heldig så jeg har kontakt med 2 andre unge der også er nyresyge, og det har personligt givet mig meget.
det lyder lidt grotesk at sige, men når man ser en anden ung der er indlagt samtidig med en, så tænker man tit, at man ikke er den eneste unge der nyresyg.
der kommer nu lidt mere ”gang i gaden” på stuen, når man ligger 2 unge, med hver sin computer og kæmper om, hvem der har det fedeste musik på computeren.
Men pointen i dette indlæg: Bliver du syg og skal indlægges? Så prøv at se det på den positive side, selvom det er svært. Grin lidt af det nogen gange, det gør dig rask.
selvfølgelig skal man også have dårlige dage, ellers er man sgu ikke noget menneske.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar