Jeg begyndte langsomt at blive mere og mere doven, og tage mere og mere på i vægt, vejede til sidst 102 kg. Folk blev ved med at sige: ”ta’ dg nu sammen. Begynd nu og dyrk lidt motion.”
jeg kunne ikke tage mig mere sammen end jeg gjorde, jeg cyklet rigtig meget på det tidspunkt, hvilket gjorde at vi faktisk undret os endnu mere over min situation.
Sommeren 2000 skulle jeg til min først kontrol på Frederiksberg hospital, for at finde ud af, hvad dælen der var galt med mig.
Blodprøve mig her og blodprøve mig der, nu er jeg ikke sindssyg begejstret for nåle, så det var slemt nok i sig selv.
Efter mange, ja, rigtig mange undersøgelser, hvor de ikke rigtig kunne finde ud af, hvad der var i vejen, udover det var et eller andet med mine nyre, så sendte de mig ind på Rigshospitalet (riget).
2001: Jeg møder op på riget, mere eller mindre bombet. Hiver efter vejret, lig bleg i hovedet og med en angst for hvad der skal ske. Heldigvis ikke så meget, udover at de tager nogle blodprøver og undersøger mig. Jeg glemmer aldrig et af lægens første ord: ” Du har væske i dine ben”. Nå, har jeg det? Det kan du jo godt bilde mig ind, aner jeg da intet om.
Dagen efter får jeg et opkald fra riget om, at de syntes jeg skal komme derind da jeg skal have noget blod, min blodprocent er rimelig lav (2,0% viser det sig). Jeg får fat i min mors daværende mand og sammen beslutter vi os for at vi nok bliver nød til at tage en taxa, så rimelig hurtig var vi derinde.
Den dag er nok en af de mærkeligste dage i mit liv.
jeg vil prøve af ridse den op den, på den bedste vis, jeg kan huske.
Morgen: riget ringer til mig og beder mig komme derind, og få noget blod og snakke. Ikke noget usædvanligt i det, som sådan.
Formiddag: ankommer til riget, lettere forpustede og død. Blev taget godt imod en sygeplejerske der fortæller mig, hvad der er egentlig er i vejen, og hvad der nu skal ske i de næste par timer.
Eftermiddag: jeg bliver kørt over på senge afd. Hvor der bliver taget godt imod mig, imens jeg er godt rund forvirret allerede nu.
Jeg får bl.a. af vide at jeg skal have lagt et kateter i halsen, da de gerne vil have mig i dialyse hurtigst muligt. Det skal siges, på det tidspunkt aner jeg ikke, hvad dialyse er.
Lidt senere på eftermiddagen, bliver jeg hentet af en portør der køre mig ned på en eller stue jeg ikke kan huske, kan dog huske at der står en læge en sygeplejerske der er helt vild med at stikke i halsen, så jeg kan få lagt det kateter i halsen (AV AV ).
Det skal dog lige siges at på dette tidspunkt er det kun mig og min mors daværende mand, der i familien ved hvad der forgår. Min mor prøver flere gange at ringe hjem til os (det var dengang der var fastnet telefon), men der er ingen der tager den.
Sidst på eftermiddagen/starten af aften:
jeg bliver kørt direkte i dialyse (hvad dialyse er , vil jeg komme ind på i et andet indlæg), efter have fået lagt det kateter i halsen.
jeg har ingen ide om hvad der forgår, men min mor er ankommet til riget. Mor er nu den bedste i verden, i sær sådan en situation. Der ligger jeg så tilsluttede til en dialyse maskine de næste par timer og anser ikke rigtig hvad dagen har budt på. Udover at være i dialyse, fik jeg også tons vis af medicin.
Sent om aften kommer jeg op på en stue og har da nok Københavns bedste udsigt. Jeg tror ikke rigtig det er gået op for mig, hvad der er sket og hvad fremtiden bringer. Nu skal jeg lige pludselig til at forholde mig til at jeg er kronisk syg som 17 årige,og resten af mit liv, den havde jeg sgu ikke lige set komme.
Der er garanteret 500 ting den dag jeg glemt at skrive, men den er rimelig tåget for mig, men det er det jeg husker bedst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar